 |
 |  |
 |
Knogleskørhed er en tilstand, hvor knoglemassen er nedsat og knoglestrukturen så forringet, at knoglernes brudstyrke er nedsat. Knoglernes mineraltæthed er den væsentligste determinant for brudstyrken. Knogleskørhed kan derfor defineres på baggrund af en patients knoglemineralindhold relateret til den maksimale knoglemasse i befolkningen. Knogleskørhed er symptomfri, indtil det første knoglebrud indfinder sig.
I Danmark findes ingen præcis opgørelse over, hvor mange der har knogleskørhed, men på basis af udenlandske undersøgelser skønnes det, at det drejer sig om ca. 300.000 mennesker. Sygdommen rammer primært kvinder over 50 år, men forekomsten blandt mænd er stigende. Den samlede forekomst er stigende på verdensplan.
Knoglernes nedsatte brudstyrke øger risikoen for rygsammenfald og for brud på knoglerne, især underarme og hofter. Rygsammenfald optræder især fra 65-årsalderen, underarmsbrud især fra 55-årsalderen og hoftenære brud især fra 75-årsalderen. Der er årligt 10.000-12.000 hoftenære brud i Danmark. Disse kræver i alt ca. 300.000 indlæggelsesdage. I 1998 var der i alt 7307 underarmsbrud. Antallet af rygsammenfald er dårligt belyst. Forekomsten af brud, som skyldes knogleskørhed, er stigende.
Risikofaktorer
En række faktorer har betydning for udviklingen af knogleskørhed. Det gælder tidlig menopause hos kvinder, rygning og mangel på motion. Indtagelse af kalk i kosten og tilstrækkeligt D-vitamin er væsentlig for beskyttelse mod knogleskørhed.
Forebyggelse
Børns og unges tilstrækkelige indtagelse af kalk, fysiske aktivitet og fravalg af rygestart er de væsentligste elementer til primær forebyggelse af knogleskørhed. Hos voksne er der nogen evidens for, at rygestop, fysisk aktivitet og indtagelse af kalk kan mindske knogletabet.
Gennem en tidlig opsporing af sygdommen kan der iværksættes relevante forebyggende tiltag. Opsporingen af risikopatienter kan ske hos den praktiserende læge, mens konstateringen af forringet knogletæthed kræver scanning af knoglevævet.
Er et væsentligt knogletab indtrådt, kan risikoen for knoglebrud nedsættes gennem indsatser rettet mod livsstil (rygestop, fysisk aktivitet), mod at mindske risiko for brud som følge af fald (vurdering og moderering af faldrisikoen i hjemmet, anvendelse af hoftebeskyttere), forebyggende farmakologisk behandling og kosttilskud. Nogle undersøgelser peger på muligheden af at indlejre sådanne indsatser i forebyggende hjemmebesøg hos ældre, men evidensen for effekten af at anvende dette redskab er ikke entydig, og ordningen administreres meget forskelligt i de danske kommuner.
Litteratur:
Biblioteket her på Folkesundhed.dk
Sundhedsstyrelsen og Fødevaredirektoratet: Osteoporose. Forebyggelse, diagnostik og behandling. Sundhedsstyrelsen. 2000.
Hyldstrup, Lars, Brixen, Kim T, Erik Fink Eriksen, Jeppe Gram, Bente Langdahl, Peter Schwarz og Henrik Ancher Sørensen: Osteoporose. Klaringsrapport fra Dansk Knoglemedicinsk Selskab. 2000.
Klarlund, Bente og Bengt Saltin: Fysisk aktivitet – håndbog om forebyggelse og behandling. Sundhedsstyrelsen. 2003.
Mosekilde, Lis: Mekanismer ved osteoporose. Statusartikel. Ugeskrift for Læger. 2001.
|
 |
| | |
