|
 |
 |
 |
 |
 |
|
| 27. april 2010 | | | Tilbage | | Men samtidig stiger sygeligheden og medicinforbruget, og flere ældre er overvægtige og har et stort alkoholforbrug, fastslår en ny rapport fra Sundhedsstyrelsen. | | Vi lever længere og længere, og andelen af ældre i befolkningen vokser. En ny rapport fra Sundhedsstyrelsen viser, at de nye ældregenerationer generelt har bedre helbred og er mindre nedslidte end tidligere.
Men den selvrapporterede sygelighed stiger, og der bliver brugt mere medicin. Syv ud af ti ældre bruger regelmæssigt eller til stadighed medicin.
Det fremgår af rapporten ”Ældrebefolkningens sundhedstilstand i Danmark”, som Sundhedsstyrelsen netop har udsendt.
Overblik til kommuner og regioners forebyggelse Med rapporten gives der for første gang et samlet overblik over ældrebefolkningens sundhedstilstand og en pejling af den demografiske og sundhedsmæssige udvikling de næste 10-20 år. Rapporten henvender sig til alle, der arbejder strategisk og planlægningsmæssigt med sundhedsfremme og forebyggelse på regionalt og kommunalt niveau.
Rapporten er et led i Sundhedsstyrelsens indsats i forhold til ældre borgere på 65 år og derover, og ved at stille dokumentation, rådgivning og inspiration til rådighed vil styrelsen bidrage til at skabe et overblik over viden om ældres sundhed og de udfordringer og prioriteringer, som regioner og kommuner står over for i forhold til sundhedsfremme og forebyggelse blandt ældre.
Langvarige lidelser, men godt netværk Rapporten viser, at folkesygdomme som stofskiftesygdomme, herunder diabetes, hjerte-kar-sygdomme, muskel- og skeletsygdomme og åndedrætssygdomme, fylder meget, og at sygehusforbruget er stigende og størst i de ældste aldersgrupper.
Lidt over halvdelen af de ældre på 65-84 år oplyser at have en eller flere langvarige sygdomme, langvarige eftervirkninger af skade eller handicap eller anden langvarig lidelse.
De ældre har gennemgående et godt socialt netværk, fastslår rapporten. Det giver gode muligheder i forhold til udvikling og evnen til at håndtere egen sygdom.
Udfordringer er overvægt og alkohol En udfordring for forebyggelsesindsatsen er ud over den stigende sygelighed stigningen i andelen af svært overvægtige ældre og i andelen af ældre, der overstiger genstandsgrænsen for alkoholindtag.
Der er fortsat klare forskelle i mænds og kvinders sundheds- og sygelighedstilstand, og der er fortsat også klare sociale forskelle i de ældres helbredsrelaterede livskvalitet, sundhedsadfærd, sygelighed og brug af sundhedsvæsenet, viser rapporten.
Læs ”Ældrebefolkningens sundhedstilstand i Danmark”
| |  |  | | | | Kategori: | Ældre, Alkohol, Folkesundhed, Folkesygdomme, Kommunalt, Svær overvægt | | | | |
| |
|
|  |
 |
 |
|
|